Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Heldagsklassen i Hørve

Heldagsklassen i Hørve

 

Heldagsklassen i Odsherred kommune:

Heldagsklassen i Hørve er et skoletilbud fra 0.-6. klasse for normaltbegavede børn med sociale og emotionelle vanskeligheder, som ikke profiterer optimalt af den almindelige skolegang. Børnene som visiteres til Heldagsklassen er som oftest udfordret socialt, emotionelt samt indlæringsmæssigt og der arbejdes derfor med pædagogiske metoder og principper ud fra low arrousal, mentalisering og Ross Greene. Fælles for eleverne er, at de har behov for at være i et miljø, der er kendetegnet ved en struktur, der tager udgangspunkt i den enkeltes elev behov.

Formål for Heldagsklassen:

Målet med at gå i skole i Heldagsklassen er, at øge elevernes selvværd og styrke og udvikle dem både socialt og fagligt. Eleverne har ofte en dårlig historie om et svært skoleforløb med sig i bagagen og har derfor også et behov for at mødes i denne fortælling af anerkendende voksne. Voksne som italesætter og forankrer den enkelte elevs potentiale i eleven selv. Der tages udgangspunkt i det enkelte barns muligheder, ressourcer og behov og vi møder eleverne med et værdisæt at "børn gør det godt, når de kan"

Der arbejdes altid hen imod, at eleverne efter en periode i Heldagsklassen har udviklet egne kompetencer til at kunne vende tilbage til almen skolen. Vi bruger praktikforløb på Hørve skole, hvor det er muligt og er opmærksomme på at understøtte og stilladsere rammerne, eleverne og personalet i almen skolen for en positiv og succesfuld tilbagevenden til folkeskolen.

Hverdagen i Heldagsklassen:

I heldagsklassen er der ansat både lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. Klasserne i Heldagsklassen er delt op i 3 mindre klasser på tværs af alder og klassetrin. Det giver mulighed for at møde eleven både fagligt og socialt, der hvor eleven har størst succes.

Eleverne undervises efter de gældende regler for Folkeskoleloven.  Undervisningen er individuelt tilrettelagt med primært fokus på dansk, matematik og sprogfag. Mange af de elever Heldagsklassen modtager har i perioder brug for en mere praktisk orienteret undervisning og vi har derfor i vores skemaer og planlægning fokus på at sikre netop dette. Det betyder, at vi har madkundskab, svømning, håndværk-og design helt nede fra de mindste klasser samt idræt 2 gange om ugen.

I Heldagsklassen møder eleverne ind mellem 8.00-8.30, hvorefter der er undervisning frem til kl. 13.30. Herefter har eleverne mulighed for at tage hjem eller blive i vores eftermiddagstilbud, hvor der fx arbejdes i kreative værksteder, repareres cykler og mm. Dagen slutter kl. 15.30 mandag- torsdag og fredag kl. 14.30.

Vi har en masse traditioner i Heldagsklassen fx fælles julefrokost, fastelavn og motionsdag. Vi har en årlig lejrskole a´ 3 dage som oftest foregår i Odsherred, hvor der er mulighed for at eleverne kan blive og overnatte eller overnatte hjemme.

Forældresamarbejde:

Forældresamarbejdet er en vigtig del af Heldagsklassens liv og vi ser forældrene som vores største ressource til en vellykket skolegang i Heldagsklassen. Vi tilstræber os derfor altid på, at forældrene føler sig velkomne og medinddraget i, hvad der foregår omkring deres barn. Vi sender ugeplaner hjem hver fredag på Aula og har gennem året løbende skolehjem-samtaler samt et årligt statusmøde. Vi afholder også fælles forældremøder og inviterer til julehygge i december.

Visitation:

Eleverne visiteres gennem skolernes visitationsudvalg.