Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Afdelingsråd Hørve skole

Afdelingsråd Hørve skole

Afdelingsrådet på Hørve skole.

På Hørve skole har vi et stærkt og engageret afdelingsråd bestående af personale, forældre og ledelse. Vi mødes ca 8 gange årligt og drøfter ressourcer og muligheder for at sikre, at eleverne udvikler kompetencer- både fagligt og socialt. Vi er optaget af, at skolen er et naturligt omdrejningspunkt i byens liv og vi lægger både langsigtede og kortsigtede strategier ift. dette. I afdelingsrådet er alle stemmer velkomne og feedback og sparring til skolens liv ser vi som nødvendigt og udviklende for hele skolens fundament.

Afdelingsrådenes sammensætning

På hver afdeling nedsættes et afdelingsråd bestående af

  • en forældrerepræsentant fra hver årgang på afdelingen

  • en medarbejderrepræsentant, hvis undervisningsopgave fortrinsvis er placeret på afdelingen

  • en elevrepræsentant fra afdelingen. Elevrepræsentanten skal have tilknytning til elevrådet.

  • den fra afdelingen valgte repræsentant i skolebestyrelsen

  • en medarbejder fra skolefritidsordningen, hvis afdelingen rummer en SFO

Afdelingens leder og – hvis afdelingen rummer en SFO - afdelingens SFO-leder deltager i afdelingsrådets møder. Afdelingens leder er sekretær for afdelingsrådet og fører afdelingsrådets protokol, der, efter det enkelte mødes afholdelse, lægges på Forældreintra og afdelingens del af skolens hjemmeside.

Valg til afdelingsråd

Valgene afholdes ved skoleårets første forældremøde for den enkelte årgangs klasser og er gældende for et skoleår. Valgene afholdes inden udgangen af september måned. Det forudsættes, at afdelingsrådet afholder mindst 4 årlige møder. Afdelingsrådet er funktionsdygtig uanset antal repræsentanter.

På matrikler med flere afdelinger kan afdelingsrådene holde møder sammen eller hver for sig, som det findes hensigtsmæssigt. Såfremt afdelingsrådene holder møderne sammen, deltager alle afdelingsledere på matriklen i møderne og fordeler sekretæropgaven indbyrdes.

På afdelingsrådets første møde vælges en mødeleder, der sammen med afdelingslederen udarbejder dagsorden til møderne.

Afdelingsrådene har til opgave at arbejde med følgende områder:

Trivsel og undervisningsmiljø

Gode kammeratskaber og et godt skolemiljø uden undervisningsforstyrrende uro er en forudsætning for, at eleverne har lyst til og muligheder for at lære. De årlige målinger af elevernes trivsel udgør grundlaget for, at afdelingsrådet arbejder systematisk med trivsel og undervisningsmiljø.

Forældreengagement

En af betingelserne for at fastholde og udvikle opbakningen til den enkelte afdeling og elevernes skolegang er, at forældrenes engagement på klasse-, afdelings- og skoleniveau løbende styrkes. Afdelingsrådet kan bidrage hertil ved afholdelse af møder og kulturelle arrangementer. 

Den åbne skole

Skolen skal i højere grad åbne sig over for det omgivende samfund ved at inddrage lokale idrætsforeninger, musik- og billedskoler, museer eller andre lokale foreninger. Ud over at fremme undervisningen skal samarbejdet også fremme den lokale sammenhængskraft og bidrage til, at eleverne i højere grad stifter bekendtskab med foreningslivet og de muligheder, som foreningslivet og erhvervslivet rummer. Afdelingsrådet bidrager med viden om og ideer til udviklingen af den lokale åbne afdeling inden for de kommunalt besluttede rammer.

Udmøntning af principper

Skolebestyrelsen fastlægger principper for skolens virksomhed, herunder om undervisningens organisering og samarbejdet mellem skole og hjem. Såfremt skolebestyrelsen ønsker det, kan afdelingsrådet udarbejde nærmere udmøntning under hensyntagen til de lokale forhold på afdelingen.

Udtalelser og forslag

Afdelingsrådet kan afgive udtalelse og stille forslag til skolebestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører afdelingens virksomhed. Afdelingsrådet skal afgive udtalelse om alle de spørgsmål, som skolebestyrelsen forelægger det.